Her kommer et laaaangt og detaljeret indlæg om Jomfruens spirituelle side… hvilket jo bare er lige i Jomfruens ånd 
Alle 12 stjernetegn har en ‘spirituel’ side. Denne side beskrev Alice Bailey for hvert af de 12 i sin bog “Esoterisk Astrologi” i 1936. I dén forbindelse gav hun alle 12 tegn et spirituelt ‘motto’.
Løvens og Jomfruens motto er de eneste to, der starter med ordene “Jeg er…”.
Derfor giver det for mig mening at sige, at Løven og Jomfruen i særlig grad har at gøre med ‘identitet’ – og hvad man ‘identificerer’ sig med.
Løvens motto lyder: “Jeg er det – og det er jeg”.
Og så kunne man jo spørge: Hvad er “det” for noget…?
Personligt forstår jeg “det” på 2 måder:
1. “Det” er Sjælen
2. “Det” er verden omkring sjælen (som den forbundet med)
Dvs. At Løvens motto handler om at identificere sig med sin sjæl, fremfor med et opblæst ego. Når Løven så endelig har indset, at den er sin sjæl, og ikke sit ego, vil den helt naturligt også indse, at den ikke er så adskilt fra verden omkring sig, som dens ego ellers har fortalt den mange gange.
Når vi ser på verden igennem vores sjæls ‘øjne’, forstår vi bedre hvordan vi passer ind i den. Vi oplever, at vi er i samklang med den, og at vi har en vigtig rolle at spille i den – på lige fod med alle andre!
Så pudsigt nok handler Løvens spirituelle motto både om at være endnu mere sig selv – men også om at forbinde sig selv endnu mere med sine omgivelser – som sig selv. Løvens spirituelle rejse handler om individuel integritet – og at lære, at sand integritet handler om at ‘integrere’ sig med verden som – som man er – og der hvor man gør mest gavn, som man er.
De esoteriske mottoer kan generelt være svære at forstå – især når man hører dem første gang. Men Jomfruens motto er nok ét af de mottoer, jeg personligt har haft sværest ved at forstå. Jeg vil herunder forsøge at dissekere det, og få noget mening ud af det. Så bær over med mig, hvis det bliver lidt for meget navlepilleri – men det er jo i så fald lige i Jomfruens ånd Der kommer til at være mange forskellige dele, som jeg vil forsøge at samle til en helhed hen ad vejen.
Jomfruens motto lyder: “Jeg er moderen, jeg er barnet. Jeg, Gud, jeg, materie er”.
Og JA, det er lidt kryptisk! Hvad søren betyder det?
(BEMÆRK: Jeg har her oversat mottoet direkte fra den engelske version, som lyder: “I am the Mother and the Child; I, God, I, matter am”. I den oprindelige danske oversættelse har man valgt at oversætte 2. del af mottoet til: “Jeg er Gud, jeg er materie”. Meeeen… det er jo faktisk ikke helt dét der står i den oprindelige engelske version. Der står ikke “Jeg ER Gud”, men derimod “Jeg (komma) Gud”. Det virker måske som en ubetydelig forskel. Jeg tror dog ikke, at formuleringen er tilfældig. NÅ – men videre til at se på hvad mottoet betyder!)
Overordnet set er mottoet vel i bund og grund Jomfruen der siger, “Jeg er…” og så efterfølgende identificerer sig med 4 ting:
1. Moderen
2. Barnet
3. Gud
4. Materie
Godt så! Men… hvordan skal man forstå de 4 punkter?
Alice Bailey skrev følgende i sin bog: “Jomfruen er (…) den kosmiske moder, fordi hun kosmisk repræsenterer den negative pol til den positive ånd; hun er den modtagende del i forhold til fader-aspektet”.
Okay – så hvis moderen er lig med en “kosmisk moder”, som ‘modtager’ (noget) fra fader-aspektet, så vil jeg vove at påstå følgende:
At “Gud” er det samme som “fader-aspektet” – eller måske bare den “kosmiske fader”.
At den “kosmiske moder” og “kosmiske fader” tilsammen laver “barnet”
Hvis jeg har ret i de to påstande, kan man sige, at Jomfruen på sin vis identificerer sig med både Faderen og Moderen – som henholdvist også kaldes den “guddommelige vilje” og den “guddommelige kærlighed” – og med det “barn” som er skabt de to.
DOG vil jeg lige pointere, at der i førnævnte citat står, at Jomfruen ER den kosmiske moder. Og i mottoet står ikke direkte “Jeg ER Gud (Faderen)”, men der står “Jeg ER moderen”. Så ret beset identificerer Jomfruen sig mere med Moderen end med Faderen – men eftersom at Moderen og Faderen er som poler der mødes og skaber “barnet”, er Jomfruen stadig stærkt forbundet med Faderen (“Jeg, Gud”).
Men men MEN… hvad er “barnet” så?
Min påstand er her, at “barnet” er en sjæl. Den sjæl, som Løven lærte at identificere sig med. Jomfruen tager så denne proces ét skridt videre. Jomfruen ser sin sjæl som et “barn” af Faderen og Moderen – altså af den guddommelige vilje og den guddommelige kærlighed. Og Jomfruen forstår, at den både er sin sjæl OG den guddommelige kærlighed (Moderen) der har skabt den. Den er begge dele – fordi den forstår, at vi alle på sjæleplan er forbundet, og er ét, med hinanden – og at vi dermed også i virkeligheden er ét med vores skaber.
SÅ LANGT, så godt… så mangler vi bare det sidste ord – “materie” – før vi kan forsøge at sætte alle delene sammen til en helhed.
Materien er det samme som “form”, “substans” eller “stof”. Materie er i bund og grund dét, som ateister tror er den højeste sandhed. De tror, at der ikke findes mere, end det der enten kan måles eller vejes. Hvis man ser stoffet eller ‘materien’ som det eneste og derfor vigtigste i verden, er man “materialist”. Så tror man i bund og grund, at alt der kan måles og vejes har ‘skabt sig selv’.
Men det troede Alice Bailey ikke på. Hun mente at der var en ‘hensigt’ bag alt der bliver skabt. Hun skrev, at: “…det er Guds vilje at ytre sig gennem formen.”
Det vil sige, at Gud, faderen, den guddommelige vilje (eller hvad man nu kalder det) ‘udtrykker’ sig selv igennem stoffet, materien eller ‘formen’.
Eller sagt på en anden måde: Gud er i alt!
Nogen formulerer det på denne måde: “Alt er energi” – jo jo…. men hvor kommer den ‘energi’ så fra? Jeg vil vove at påstå, at denne ‘energi’ kommer fra højere, åndelige planer.
Alice Bailey skrev også: “selv det mindste substans-atom har i sig kimen til det, som kan reagere på åndelig energi…”.
Det vil altså sige, at alt i den fysiske verden kan reagere på og blivet påvirket af åndelige energier. Selv en STEN, som virker komplet død, kan derfor i princippet vækkes til live af åndelige energier.
Og i mottoet siger Jomfruen: “Jeg, materie er”. Som jeg læser det, siger Jomfruen her, at den også er den krop (materie), som dens sjæl (barnet) har inkarneret i.
Og her er det som om, at de 4 dele begynder at hænger mere sammen. For hvis Gud (Faderen) er i alting, og alting kan vækkes til live af Faderen, men Moderen er den modtagende pol, må det betyde, at Moderen er den førnævnte “kim” alle substans-atomer har i sig, der kan reagere på åndelige energier.
Så Moderen og Faderen skaber altså både sjælen (barnet), men også den krop (materie), som sjælen inkarnerer i.
I mit forrige indlæg skrev jeg, at Jomfruen har at gøre med “renselse”. I starten kan Jomfruen have tendens til at ville rense sig selv for pletter og fejlbarlighed – og kan derfor bliver enormt selvkritisk og stille umenneskeligt høje krav til sig selv.
Hvad handler dens esoteriske motto så om? Hvordan ændrer ordene “Jeg er moderen, jeg er barnet. Jeg, Gud, Jeg, materie er” Jomfruens perspektiv på sig selv?
Ligesom Løven, skal Jomfruen lære, at den ikke er adskilt fra verden omkring sig.
Løven adskilte sig selv fra verden, fordi den ønskede bifald fra verden, og at få at vide, at den var noget mere særligt end alle andre. Når Løven lærer, at den ikke er adskilt fra verden, forstår den også, at den blot er én ud af mange særlige sjæle – men samtidig, at det er altafgørende, at den bevarer sin personlige integritet, og bliver ved med at være “sig selv”.
Jomfruens proces er anderledes. Den skal lære, at den ikke behøver at piske og presse sig selv, for at være “god”. For det handler i bund og grund slet ikke om Jomfruen selv – men om helheden! Den helhed, Jomfruen er en del af.
Når Jomfruen pisker og udskammer sig selv, er den faktisk ligeså selvcentreret som Løven kan være. Den sammenligner sig selv med et ideal, som er umuligt at leve op til – men som Jomfruen alligevel ønsker at leve op til, fordi den så kan være ‘perfekt’. Og ønsket om at være perfekt er i bund og grund bare mere af Løvens narcissisme
(Undskyld, Jomfruer! Det var ikke sådan ment! Alle mennesker kan være (og ER) narcissistiske, i én eller anden grad )
For Jomfruen handler det om at lære at forstå, at “Gud” er i alting. Både Guds vilje (Faderen) og Guds kærlighed (Moderen).
Eller sagt på en anden måde: Jomfruen må lære, at alt omkring den er guddommeligt, og at det guddommelige har en hensigt (vilje) med at gøre som det gør – og at denne hensigt er kærlig.
Når Jomfruen forstår dette, kan den stoppe med at forsøge at “rense” sig selv for fejl, og istedet begynde at rense de former, som Gud udtrykker sig igennem. Den ser, at det er ikke er meningen at den skal være ligeså ophøjet og perfekt som selveste Gud – men at den har en krop, som er fejlbarlig og uperfekt af en grund. Og denne grund er, at Jomfruen, ligesom alle andre (selv “Gud”) er i en konstant udviklings- og lærings-proces. Vi er alle på vej – og vi lærer af vores fejl.
Da lærer Jomfruen at bruge sin skelneevne, og sans for detaljer til at hjælpe verden omkring sig. Jomfruen lærer, at den kan bruge sine talenter til at skabe mere plads til “kærlighed” i verden, ved at rense ud og rydde op i alt det, der ikke længere er brug for, og som egentlig bare står og blokerer for, at den guddommelige kærlighed kan komme ind i verden. Og Jomfruen vil forstå hvornår tiden er inde til at rense ud på det næste niveau – når dens egen og verdens udvikling er klar til det.
Jomfruen kan ‘rense ud’ på mange måder. Hvad enten det så er som korrekturlæser, rengøringsmedarbejder, tjener, politisk analytiker… eller måske cykelrytter, dyrepasser, kunstner, eller noget helt andet… jobbeskrivelsen er ikke så vigtig! Det essentielle for Jomfruens tegn er at ‘rense ud’ og rydde op der hvor den er – dog ikke i perfektionismens navn, men i kærlighedens navn 
Når Jomfruen lærer at se sig selv som både Barnet (sin sjæl) og Moderen (den kærlighedsenergi der forbinder alting), kan den assistere ‘Gud’ i at udtrykke sig igennem materien. Den kan rense formerne, så det bliver tydeligt, at “Gud er i alting”.
Pyyyyhaa… dét var en kringlet omgang at komme igennem…! Men jeg håber, at gav mening. Tak fordi du læste med 