I dette indlæg kommer jeg op i nogle langt højere perspektiver, end jeg normalt plejer. Og dét er jo egentlig bare lige i Skyttens ånd
Skytten bliver ofte afbildet som en kentaur. En kentaur er et mytologisk væsen, som er halvt menneske og halvt dyr. Den nederste del af kentauren er en hestekrop, og den øverste del er et menneskes overkrop, komplet med to arme, skuldre og et hoved.
Skyttens symbolik har altså at gøre med en sammensmeltning af det dyriske og det menneskelige. I sin bog, “Esoterisk Astrologi”, skelner Alice Bailey imellem ‘Kentauren’, på den ene side, hvor det menneskelige og det dyriske er smeltet sammen og ‘Skytten’, på den anden side, der fører sin hest mod sit mål.
Hun skriver bl.a følgende:
“Kentaurens grundprincip er ærgerrighed. Skyttens grundprincip er stræben og retning, og de er begge udtryk for menneskelige mål, men det ene er personlighedens, og det andet er sjælens”.
Her er altså tale om to versioner af et menneske: Én hvor mennesket stadig er viklet helt ind i dyriske begær – og én hvor mennesket har tæmmet sine lavere dyriske sider. I den sidste version, er mennesket derfor ikke længere styret af sine dyriske sider og sit ego, men derimod styret af sin sjæl. Skytten er ikke længere smeltet sammen med hesten, men har tæmmet den, og kan stige af og på den.
I mit forrige indlæg, beskrev jeg Skyttens tegn som en steppebrand. Først som en destruktiv steppebrand der brænder sine omgivelser – og derefter også som en positiv steppebrand, der varmer og oplyser sine omgivelser. I begge tilfælde er der dog stadig tale om en steppebrand, der breder sig i alle mulige retninger.
Skyttens esoteriske motto er: “Jeg ser målet. Jeg når dette mål, og derefter ser jeg et andet”.
Der er ikke meget ‘steppebrand’ over dette motto. Man fornemmer derimod et meget stærkt og dedikeret fokus. Man kan nærmest se en skytte for sig, der sigter på sit mål med bue og pil, og først sigter på det næste mål, når den første pil har ramt det første mål.
Skytten må altså lære at fokusere sin bevidsthed – og at blive fokuseret på det mål, den sigter imod.
Men hvad er det så for et mål den udviklede Skytte sigter imod?
Ifølge Alice Bailey, flyver den oplyste Skytte “fra punkt til punkt og søger efter de pile, som den udsendte. Den må billedlig set ustandseligt stige af sin hvide hest (den udviklede og lutrede personlighed) og finde ud af, hvorhen den intuitive stræbens pile fører det; den rejser på ‘sjælens vinger’ “.
Personligt synes jeg, at dette citat er helt fantastisk!
Skyttens pile bliver kaldt ‘den intuitive stræbens pile’. Dvs. at Skytten faktisk ikke selv er bevidst om, hvor den sender sine pile hen. MEN – modsat den hektiske og uforudsigelige steppebrand, har disse pile en klar retning.
Men hvilken retning? Skyttens personlighed (den hvide hest) kender ikke svaret på dette spørgsmål. Derfor må Skytten med jævne mellemrum ‘stige af sin hvide hest’ (sin personlighed), for at få svaret på, hvilken retning de intuitive pile trækker den i.
Eller sagt på en anden måde: Den lavere, dyriske og egoistiske del af os, forstår ikke hvad det er vores sjæl vil. Men i takt med, at vi tæmmer vores egoer, lærer vi at ‘stige af’ vores egoer, og istedet lytte til, hvor det er sjælen trækker os hen.
Og nu er det, at vil jeg hæve perspektivet på Skyttens spirituelle lag højt op. Så spænd sikkerhedsselen!
Alice Bailey beskriver Skyttens tegn som ét af tre tegn, der vil “åbenbare den guddommelige hensigt i mennesket (…) og vil bære mennesket fra port til port”.
De to andre tegn er Løven og Vandbæreren, og tilsammen har disse tre tegn esoterisk at gøre med at få indsigt i livets sammenhænge. Men dét vil jeg ikke gå mere ind i nu.
Jeg vil istedet forklare hvad de to ‘porte’, som Bailey her nævner, er for nogen.
Den første port er Krebsens tegn (eller ‘Krabben’) – den anden er Stenbukken. Jeg kommer først til Stenbukken i mit næste indlæg, så den vil jeg ikke sige så meget om endnu. Men Krebsens tegn har jeg allerede beskrevet for 5 måneder siden, så dér vil jeg starte.
Som jeg skrev om i mit 2. indlæg om Krebsen, er dette tegn én af de to porte, fordi alle sjæle vandrer igennem den “ind i ydre manifestation og tilegner sig formen, for derefter at identificere sig med den i mange lange tidsperioder”.
Sagt på en anden måde: Vi bliver født ind i verden, som mennesker med en fysisk krop, i Krebsens tegn. Og igennem mange liv tror vi, at vi ER den krop. Derfor er én af Krebsens opgaver at lære at huske hvor den i virkeligheden kom fra.
Og det er dér Stenbukken kommer ind, som den anden port.
Alice Bailey skrev:
“…den ene (red. ‘port’) åbner vejen til inkarnation, ind til masselivet og menneskelig erfaring, mens den anden giver adgang til åndens liv, til livet i Guds rige”.
Vejen fra Krebsens port til Stenbukkens port handler altså om, at huske, at man er en del af ‘Guds rige’ – hvad dette så end er. Det skal lige siges, at i Teosofien, som Alice Bailey kommer fra, har man et meget anderledes billede af hvad ‘Gud’ er, end man fx har i nutidens store monoteistiske verdensreligioner. Men dét vil jeg heller ikke komme mere ind på her
I Teosofien opererer man med begrebet ‘indvielser’. Man kan sige, at vejen til ‘Guds rige’ er brolagt med en lang række af disse indvielser. Indvielserne sker, før eller siden, af sig selv for alle mennesker, som en del af en naturlig evolution der finder sted, i takt med at vi samler erfaringer fra hvert liv vi lever.
Der er 4 indvielser der, efter min mening, er relevante at forstå for menneskets udvikling:
Ved 1. indvielse stopper vi med at identificere os med den fysiske verden, og begynder at opleve vores indre virkelighed, som vigtigere end den ydre.
Ved 2. indvielse stopper vi med at identificere os med vores følelser. Følelserne forsvinder ikke – de styrer os bare ikke længere på samme måde.
Ved 3. indvielse stopper vi med at identificere os med vores tanker. Vi erkender ovenikøbet, at mange af vores tanker faktisk ikke er vores egne. Vi lærer endda også at skabe vores egne tanker.
Ved 4. indvielse… ja, hold nu fast i sikkerhedsselen!… da stopper vores sjæl med at eksistere! Vi opdager, at vi faktisk ikke ER vores sjæl – men noget højere, der kaldes en ‘Monade’. Og vi stopper med at inkarnere som mennesker på jorden. Men, men men… historien slutter slet ikke der! Og vi stopper ikke med at være i stand til besøge jorden i en fysisk krop. Vi er blot ikke længere ‘tvunget’ til at gøre det. Vi er brudt fri reinkarnationens ‘hjul’, som buddhisterne kalder det.
Mange mennesker, der går den indre vej i dag, oplever, at de er på vej mod 1. indvielse, eller har passeret den for nyligt, og er på vej mod 2. indvielse – dvs. på vej til at forstå sit følelsesliv. Og for de fleste af os, er der riiiiigeligt at tage fat på, når vi for alvor skal til at arbejde i dybden med vores følelser.
Jeg vil ikke komme med en vurdering af, hvor jeg selv, eller andre, er nået til på denne indre vej igennem indvielserne. For mig at se, er det en privat sag – men viden om indvielserne giver alligevel en forståelse af, hvilken ‘retning’ vores intution trækker os i, i det større perspektiv. I hvert fald hvis man skal tro på Teosofien
Og det er denne retning Skyttens spirituelle lag arbejder med. Den bærer mennesket fra porten i Krebsens tegn, hvor den har inkarneret igennem mange, mange liv, og mod porten i Stenbukkens tegn, hvor disse indvielser finder sted. Men mere om det i indlægget om Stenbukkens spirituelle lag.