I den esoteriske (‘spirituelle’) astrologi, er der 4 tegn der har med ‘fødsel’ at gøre: Vædderen, Krabben, Løven og Stenbukken.
Vædderen, som jeg beskrev for 4 måneder siden, har at gøre med fødsel af impulser fra de åndelige planer. Den er “de guddommelige tankers fødested”.
Krabbens tegn (også kendt som “Krebsen”) er “fødestedet for formens liv”. Alice Bailey skrev, at Krabben er “en af zodiakens to porte, fordi sjælene igennem denne vandrer ind i ydre manifestation og tilegner sig formen for derefter at identificere sig med den i mange lange tidsperioder”.
Vi mennesker er i virkeligheden sjæle, der bliver født i en krop på jorden, hvor vi får en masse livserfaringer. Mens vi er i kroppen har vi det med at glemme, at vi i virkeligheden er sjæle, og ikke ER vores fysiske kroppe.
Så når kroppen dør, og sjælen forlader den, får vi et midlertidigt klarsyn og husker hvem vi er. Det er derfor folk som danske guru Martinus bl.a sagde, at der “ikke er nogen grund til at være bange for at dø – det er deeeeejligt at dø”! – for da er vi frie fra kroppens begrænsninger. Men de begrænsninger er der af en grund. De er der for at vi som sjæle kan udvikle os, ved at leve adskillige liv igennem forskellige fysisk kroppe. Derfor inkarnerer sjælen igen og igen i nye kroppe, i nye liv – og stortset hver gang glemmer vi, hvem vi er, og hvor vi kom fra.
Krabbens spirituelle mission er at huske hvor den kom fra. At huske dens sande ophav. At blive bevidst om, at dens sande identitet ikke har rødder i de velkendte omgivelser, som den er følelsesmæssigt forbundet til. Ikke familien; ikke lokalsamfundet; ikke klubben hvor den spiller tennis eller rollespil; ikke det politiske parti, den er vant til at stemme på; ikke dens favorit influencer på instagram.
Ingen af de ting der føles familiære, trygge og velkendte har at gøre med hvor Krabben i virkeligheden kommer fra. De spiller alligevel en vigtig rolle. For hvis vi ikke kunne føle os trygge og hygge os ind imellem, ville det være svært for vores krop og vores personlighed at føle nogen form for tilknytning til verden.
Hele illusionen om at vi ‘kommer fra’ den verden vi ser omkring os, er altså nødvendig. Uden den, ville vi ikke kunne fordybe os i de temaer vi skal lære i hvert eneste af de mange liv vi lever på jorden. Vi er nødt til at gennemgå “erfaringens mørke”, som Alice Bailey kalder det.
Krabbens spirituelle udviklingsproces handler, som sagt, om at huske hvor den i virkeligheden kom fra: Fra “himlen” – fra de åndelige planer, hvor der var meget mere lys og bevidsthed, end der er i mørket og den herskende ubevidsthed på jorden. Når Krabben så er begyndt at huske dette, og langsomt stoppet med at identificere sig med sine omgivelser og ydre tryghedsobjekter, er næste skridt på vejen at stille sig til rådighed for andre.
Krabbens spirituelle motto er: ” Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler”. Et andet ord for “hus” kunne være “rum”. Krabbens spirituelle spidskompetence er at skabe et “oplyst rum”. Et rum, med healende energier, der giver plads til, at mennesker (og andre levende væsener) kan gennemgå en terapeutisk proces.
Krabben har det med at have ‘antennerne ude’. Antennerne er ‘følelses-antenner’, som den normalt bruger til at fornemme, hvor den selv kan føle sig tryg. Men i takt med, at Krabben husker hvem den er, og hvorfor den er her, vil den langsomt begynde at bruge disse følelses-antenner til at få større bevidsthed om, hvordan andre menneskers forhold til verden er.
De fleste mennesker er, i en eller anden grad, ‘traumatiseret’ af livet på jorden. Og mange af traumerne (som i deres essens består af gammel, uforløst smerte), har sjælen båret med sig fra tidligere liv.
Gammel smerte, der aldrig er blevet forløst, påvirker måden vi relaterer til verden. Smerte har det med at forstærke vores tendens til at identificere os med vores tryghedsobjekter i den ydre verden – fordi det til tider ikke føles sikkert at være indeni os selv – fordi smerten kræver vores opmærksomhed, når vi er 100% tilstede på det indre plan.
Den umodne Krabbe ville hjælpe traumatiserede mennesker, ved at give den endnu flere tryghedsobjekter i den ydre verden – fx den selv! “Nååårh lille ven, nu skal jeg nok passe på dig. Så længe du bliver hos mig (og giver mig tryghed), så skal du aldrig føle dig utryg mere”. På dén måde kan Krabben vikle sig selv endnu mere ind i at finde sin identitet og tryghed udenfor sig selv.
Den modne Krabbe, der husker hvor den selv (og dermed også alle andre) kommer fra, håndterer denne situation anderledes. Den fokuserer på at give plads til at rumme hvad der foregår på de indre planer. At åbne op for al den smerte, der kalder på at blive forløst.
Krabbens opgave er altså at opbygge et ‘oplyst hus i erfaringens mørke’ – hvor følelser af alle slags kan rummes og bearbejdes. At gå fra følelsesmæssig usikkerhed til følelsesmæssig ‘bevidsthed’.