Jeg har et favorit-udtryk, som jeg hørte fra én af livsstils-eksperterne i programmet “Kender du typen” for nogle år siden.

Udtrykket lyder: “Et fed hvidløg i en frugtsalat”.

Jeg har adskillige gange tyvstjålet og brugt udtrykket, som var det mit eget. Og jeg overbruger det helt klart.

Men når snakken falder på Vandbæreren, synes jeg nu alligevel, at udtrykket er helt på sin plads. For det beskriver dette stjernetegn ret godt.

Vandbæreren ER som et fed hvidløg, der, på mystisk vis, har forvildet sig væk fra en gryderet, og over i en farverig og saftig frugtsalat, med mandarin, kiwi, mango, æble, vindruer, og et halvt ton råcreme.

En sådan frugtsalat har mange kraftige og tydelige smage, der komplimenterer hinanden perfekt. Men hvis der dumper så meget som ét enkelt fed hvidløg ned i den, skal der nok være nogen, der opdager det – før eller siden.

Bare prøv at forestil dig det. Du sidder en smuk sommerdag og gumler dig igennem denne skønne, bløde blanding af et varieret udvalg af jordens himmelske, saftige, søde frugter… og pludselig – en kraftig og gennemtrængende smag af stinkende hvidløg… BVADR!

Det føles som om, at Paradisets have med ét bliver overdækket af mørke skyer, der får solen til at forsvinde… okay, nu overdramatiserer jeg måske en lille smule!!

Min pointe er, at der er noget der har forstyrret ‘helheden’.Vandbærerens tegn har ry for at være den der gør oprør – bryder reglerne – og skaber ‘disruption’ (som man siger på godt dansk). Den forstyrrer helheden – og irriterer det etablerede.

Vandbæreren kan altså ses som “hvidløgsfedet” der får folk til at spytte frugtsalaten ud, fordi smagen er uventet og uvelkommen.

I Alice Baileys bog “Esoterisk astrologi” fra 1936 beskrev hun de 12 stjernetegns “spirituelle lag”. Og for hvert af de 12 tegn skrev hun et motto, som skulle beskrive essensen af dette spirituelle lag.

For Vandbæreren lød dette motto: “Jeg er livets vand, som skænkes for tørstende mennesker”.

Det lyder da meget rart… en der går rundt og sørger for, at ingen er tørstige. Og det giver også en kontekst til hvorfor stjernetegnet hedder “Vandbæreren” og ofte er illustreret som et menneske, der bærer på en krukke med vand.

Men… der er nu alligevel langt fra at blive set som en forstyrrende smag af hvidløg, til en hjælpsom sjæl, der bærer rundt på tørstslukkende vand, til de der er blevet tørre i halsen.

Så hvad er meningen egentlig? Hvordan skulle begge måder at beskrive Vandbæreren på kunne være sande?

Som jeg skrev i forrige indlæg om Vandbæreren, handler dette tegns symbolik i høj grad om individualitet – men også om at finde sin plads i en større helhed.

Når Vandbæreren først forsøger at finde sin individualitet, kan den have et stort behov for at gøre op med hvad andre forventer af den, og istedet søge at bestemme hvilke spilleregler den selv har lyst til at følge. Og i dén proces kan den fremstå (og måske endda være) rebelsk, stædig og forstyrrende for helheden – fordi den nægter at acceptere den plads, som helheden (tilsyneladende) har givet den.

Men ser man dybere i Vandbærerens symbolik, handler opgøret med helheden faktisk ikke om at ‘kæmpe imod’ den – men derimod om at ‘tjene’ helheden!

Alice Bailey kaldte Vandbæreren en “verdenstjener”. Hun forklarede, at der er 3 grundprincipper Vandbærerens udvikling følger:

“1. Tjeneste for personligheden, det lavere selv, som til sidst forvandler sig (…) til tjeneste for menneskeheden.

2. Overfladisk og selvisk virksomhed, som forandres til et inderligt og aktivt ønske om at være aktiv til gavn (…)

3. Selvoptaget levevis, som til sidst forandres til en sensitiv menneskekærlig indsigt.”

Man kan se, hvordan Bailey var lidt hård ved den kære Vandbærer. Hun kaldte den både selvoptaget og overfladisk. Men sproget kan generelt godt være lidt barskt og ind til benet i Baileys bog, som blev skrevet for snart 90 år siden. Hvis man skal opdatere citatet til et mere nutidig og letforståelig sprog, kan man beskrive det på følgende måde:

Vandbærerens fokus på at ville have frihed til at være sig selv KAN være overfladisk og selvoptaget, HVIS den underliggende motivation KUN handler om at tjene sig selv og sit eget ego.

Sagt på en anden måde: Hvis Vandbæreren er mærkelig bare for at være mærkelig og provokere, vil den kun fremstå som et fed hvidløg i en frugtsalat.

Hvis Vandbæreren derimod insisterer på at være sig selv, fordi den har noget nyt at byde ind med, som potentielt kan være bedre, kan den komme med inspiration til de mennesker der tørster efter fornyelse.

Da kan den være med til at SKABE en helhed der er bedre end den, som den har gjort oprør imod. Oprør for oprørets skyld er destruktivt. Men oprør, der er inspireret af højere idealer, og som søger at skabe forbedringer, kan derimod være konstruktive.

Da viser Vandbæreren hvordan den diversitet, der opstår når vi lader vores sande selv træde frem, rent faktisk kan være med til at skabe en stærk sammenhængskraft imellem mennesker – og ikke splittelse, som man ellers skulle tro.

Et andet fantastisk citat fra Bailey:

“Gennemsnitsmennesket i Aquarius sætter alle sine varer i vinduet, men ofte er der i værelset bag vinduet kun lidt at finde. Esoterisk set lægger den udviklede vandbærer alt, hvad det har, i sin vandkrukke og oplagrer det dér med tjeneste for øje, idet det giver af det ubegrænset på forlangende for at imødekomme et behov”.

For den umodne Vandbærer kan distancen fra – og oprøret mod – det etablerede, handle om at udstille hvor særlig den er – måske i et forsøg på at fremstå overlegen eller ‘bedre’ end andre – dog uden at have noget at have det i.

For den modne Vandbærerer vil alt det særlige, den har at komme med, ikke blive udstillet på en demonstrativ måde – men derimod kanaliseret ud til verden i en ‘god sags tjeneste’. Det vil blive ‘skænket’ som vand til tørstende mennesker, de steder der er brug for fornyelse – de steder hvor der er brug for ‘inspirationens vande’, som Vandbæreren bærer på. Og da vil det “særlige” ved Vandbæreren skinne igennem helt automatisk og naturligt.

Og Vandbæreren viser da os andre, hvor godt vi alle egentlig hænger sammen som helhed, så snart vi tør være os sande selv – og giver vores unikke bidrag til verden.